Fritidsaktivitet.

Kender du følelsen… Det er aften, børnene er puttet og ahhh endelig ro i huset! Egentlig skulle det bare nydes, men hvad er nu det for tanker og følelser der melder sig… Da den 12-årige skulle ud af døren, til fritidsaktiviteten – som er selvvalgt og han er glad for – var der modstand og gentagne gange bad han (næsten grædende) om lov til at blive hjemme… ”Bare i dag…” sig mig engang, sådan lød det også i sidste uge… Hvor kommer det nu fra ??? Når der bliver spurgt, er han stadig glad for at gå til fritidsaktiviteten og han vil også gerne, ”bare ikke lige i dag” og han er også ”SÅ træt og smadret” og vi, som forældre, er ”helt urimelige”, når vi siger han skal afsted… Er vi egentlige det? Hvorfor sender vi ham afsted, når det bare er denne ene gang han gerne vil blive hjemme? Er det ikke barnet selv, der skal bestemme hvilke fritidsaktiviteter det vil gå til? Skulle vi have ladet ham blive hjemme? Hvad ville der have været sket ved det? Går han måske til for meget? Ville det være bedre, hvis vi transporterede ham frem og tilbage? Det gør mange af de andre forældre jo!!! Får han for lidt søvn? Usikkerheden og tvivlen i forhold til om vi, som forældre, slå til, kan ramme os alle og børneopdragelse er et vidt begreb… Er der noget der virker uoverskueligt for dig, er du velkommen til at kontakte mig! Du kan også klikke ind og kigge nærmere under; enkle fif og gode råd

Fritidsaktivitet

Hvordan trøster vi bedst vores barn?

Hvordan trøster vi, som forældre, bedst vores barn?                                                                                                             Jeg bliver spurgt ”Hvordan trøster vi, som forældre, bedst vores barn?” Med svaret på dette spørgsmål, er det som med svaret på mange andre af de spørgsmål som Familielivet i fokus bliver stillet… Der er oceaner af holdninger, forslag og måder at gøre det på. Kender du til disse udfordringer og cirkulerer du også omkring spørgsmål som ”hvordan når jeg ind til mit barn?” og ønsker du konkret specifik vejledning, er du velkommen til at kontakte mig. Overordnet er der to ting, som jeg finder vigtige i forbindelse med at vi, som forældre, skal trøste vores børn. For det første skal vi anerkende deres følelser og deres virkelighed (og huske at det er deres virkelighed, uanset hvor fjollet det kan virke for os!). Vi kan f.eks. sige ”Du græder lige nu. Jeg tror du er ked af det fordi… Måske ville du ønske at…!” PUNKTUM – Ikke noget med (lige der) at komme med logiske forklaringer, give gode råd eller vurdere om det er en bagatel… Giv dit barn følelsen af at du lytter og er lige der, samtidig med at det er okay at barnet har det som det har det! Sig eventuelt ”Når du har det, som du har det lige nu, så har jeg lyst til at give dig et knus – Må jeg give dig et knus?”. Både store og små børn formår og foretrækker (oftest) at kunne sige ja eller nej tak, til et knus, når de er oprørte! Derefter er det vigtigt at vi, som forældre, ikke overinvolverer os. Det er okay at vi nogle gange synes at livet er særlig udfordrende for vores børn, men i samspillet med børnene, kan de (faktisk) ikke bruge det til noget konstruktivt, at vi (også) bliver kede af det, hænger fast i udfordringerne, retter på barnet eller ”blot” ryger helt op i det røde felt. Det bedste vi, som forældre, kan gøre for vores børn, i denne situation er at bevare roen – møde barnet i dets virkelighed og så nænsomt flytte deres fokus over på noget andet… Så efter at have tilbud og måske givet et knus, kan eventuelt siges, ”Du siger nej tak til et knus lige nu. Om lidt, når du er klar, så siger du det bare til mig, for jeg vil rigtig gerne give dig et knus. Lige nu skal jeg til i gang med…, har du lyst til at hjælpe mig, eller måske vil du gerne sidde ved siden af og tegne/spille Ipad/lægge et puslespil?” eller ”Hmmm jeg tror du synes det var dejligt med et knus. Nu skal jeg til i gang med…, har du lyst til at hjælpe mig, eller måske vil du gerne sidde ved siden af og tegne/spille Ipad/lægge et puslespil? Sådan vil barnet lære og erfare at alle følelser – også dem der kan være svære at forholde sig til – er tilladte og det er muligt at komme videre.

Hhvordan trøster jeg

Er dine børn blevet dit status symbol?   

Hvem er du? Hvor opstår din identitet fra… Måske et spørgsmål vi, som forældre, kunne stille os selv… Eller måske et spørgsmål, det kunne være interessant at stille sig selv? Min oplevelse er at nogle mennesker finder deres identitet i sig selv, ved at være sig selv, mens andre ofte, i en præsentation, lægger ud med at fortælle om deres uddannelse, job og faglige karriere. Jeg oplever, at flere og flere starter med at fortælle om deres børn og nogen kommer så ikke videre… Der bliver fortalt (og skrevet på de sociale medier) om hvor godt vores børn klarer sig, at nu har den lille lært at gå, cykle og gynge selv… Vi hører om første skoledag, at børnene hygger med venner, fodboldpokaler, deres kærester, for slet ikke at nævne de top flotte karakter de trækker hjem… Er dine børn blevet dit status symbol? Skal vi, som forældre, måske gøre os overvejelser omkring hvilken virkning det har på vores børn, at vi sådan offentligt fortælle hinanden om deres liv og færden??? Ét er i hvert fald sikkert, børnene vænner sig til og lærer, at vi fortæller alt til alle og at det gerne skal være så positivt, fint og flot som overhovedet muligt… Gad vide hvad der ville ske, hvis vi, som forældre, i stedet for at bruge tid på at melde ud til verden, hvad vores børn har udrettet og hvad vi laver med dem lige nu, i stedet valgte at være i det nære. Hvis vi i stedet talte med dem om at ”Så vandt I endnu en turnering. Jeg synes altså I spiller godt sammen som hold og jeg fornemmer virkelig at du godt kan lide at gå til fodbold. Er der egentligt nogen tricks, som du ikke kan nu, som du godt kunne tænke dig at lære?”, eller ”WOW et 12 tal. Sejt, jeg kan godt forstå hvis du er glad. Jeg er stolt af dig, for du har virkelig gjort dig umage, læst stoffet og været aktiv i timerne – Godt gået skat. Hvad var egentligt det fedeste ved at være til eksamen?”. Jeg tror det er vigtigt at vi lærer vores børn, at livet ikke altid er lyserødt og at det er der hverken noget forkert eller farligt ved! Livet går op og ned og det vigtige må være, at vi, som forældre, giver vores børn nogle handlemuligheder med, så de ved hvad de kan og skal gøre, når det hele bliver lidt uoverskuelige og de føler sig usikre og sårbare…

Dit barn som status symbol

Hvad er det gode familieliv?

Det gode familieliv… Hvad er det gode familieliv for dig? Hvordan forener du familieliv og dine personlige ønsker og behov? Jeg er af den overbevisning, at det er hensigtsmæssigt med familielivet i fokus at vi, som forældre, forener os med, at mens vores børn er små, er det vigtigt at vi er nærværende og skaber ro og genkendelighed, for børnene og for os selv. Som børnene bliver ældre bliver der mere og mere ”plads” til at vi atter kan realisere, og bruge tid for og på os selv. Dette både i forhold til, ikke kun, hvor mange timer vi bruger ude kontra hjemme, men også hvordan vi så bruger de timer vi er hjemme, så det er et bevidst valg vi, som forældre, tager, i forhold til hvad eller rettere i hvor lang tid, vi bruger f.eks. foran en skærm, med at lære vores børn (samværs) alternativer, med job, studie, selvudvikling og at være ude med venner/veninder… Måske kan vi, som forældre, hjælpe os selv, ved at stoppe op for at overveje hvad vi ønsker vores børn skal huske os for, når de bliver ”gamle” og så bruge det som pejlemærke, for at forene ”Det gode børneliv” – ”Det gode voksenliv” og ”Det gode familieliv”.

Det gode familieliv

Hvad er det gode voksenliv?

Det gode voksenliv… Hvad er det gode voksenliv for dig? Indebærer det nødvendigvis børn? Det gode forældreliv… Hvad er det gode forældreliv for dig? Indebærer det nødvendigvis mere end én forælder? Og hvordan forener du arbejdsliv og familieliv? Hvordan forener du familiens interesser med dine personlige interesser – Supplerer eller ”irriterer” de hinanden? Har du overhovedet gjort dig nogle af disse tanker? Er du bevidst om, alene eller sammen med din partner, hvordan du/I prioriterer? Føler du der er plads til dig og dine behov i familielivet? Og vis behov kommer først, børnenes, din partners eller dine? Jeg kunne blive ved at stille refleksive spørgsmål, men tænker jeg har fået dig sporet ind på, at nogle gange kan det være hensigtsmæssigt at stoppe op og overveje hvilke valg og ikke mindst prioriteter vi tager i livet… Min overbevisning er, at noget der virkelig kan dræne, uanset om det er i forhold til børnene, familien generelt, arbejdet eller venner, så er det dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed, kan være godt, i forhold til at vi lige bliver opmærksomme på vores valg – Når vi så mærker den dårlige samvittighed, mener jeg det vil være hensigtsmæssigt lige at stoppe op og tage et bevidst valg, måske i samme retning som vi allerede valgte og måske med justeringer af prioriteter . Når vi, som forældre, så har valgt, uanset om det er at arbejde meget – så job ambitionerne bliver udlevet og så vi har penge nok til at give vores børn det liv, vi værdsætter, eller om det er at arbejde lidt – fordi vi vægter ro i hverdagen og så til gengæld (muligvis) ikke har råd til at have (alle) de oplevelser med familien, vi kunne ønske os, så vil jeg virkelig ønske at vi, som forældre kunne tage imod den dårlige samvittighed, som en kærkommen mulighed for at stoppe op og få styr på prioriteterne og derfra slippe den… INGEN kan i det lange løb, bruge dårlig samvittighed til noget konstruktivt!

Det gode voksenliv

Hvad er det gode børneliv?

Det gode børneliv…

Hvis vi, som forældre, spurgte vores børn, ”Hvad er det gode børneliv?” Gad vide hvad de så ville svare… Mon de ville sige, at de værdsætter at vi alle er ude af døren flere timer om dagen, end vi er hjemme? Mon de, i det lange løb, ville ønske at de kunne bestemme (det meste) derhjemme? Hvad ville de mon sige om at være på farten kontra at være hjemme uden andre planer, end dem der opstår spontant… Hvad kender nutidens børn (overhovedet!) til spontanitet?  Hvad mon de kender, af alternativer til at vi, hver især, sidder sammen bag en skærm og hygger os, side om side? Ville de mon vælge flest timer i selskab med deres familie eller venner? Og noget helt andet… Kan børn egentlig tage ansvar for, hvad der er det gode børneliv…? Jeg tror det er både sundt og motiverende, for børn, at føle sig hørt, mødt og inddraget i beslutninger der tages for og omkring dem. Ligesom jeg tror at vi, som forældre, gør alt hvad vi kan, for at give vores børn det gode børneliv! Jeg tænker vi, som forældre, skal være bevidste om og tage ansvar for at skabe det gode børneliv, for vores børn! Som udgangspunkt, er min overbevisning at vi giver vores børn, et godt børneliv, ved at være tydelige, forudsigelige, omsorgsfulde, nærværende og ansvarstagende forældre. Jeg mener vi skal give (alderssvarende) frihed under ansvar, samtidig med at vi viser interesse og arrangement i deres liv og færden. Vi skal blande os og forholde os, ligesom vi skal vide at vi (konstant) er rollemodeller, for vores børn…

Ønsker du konkret vejledning, er alt hvad det kræver, at du kontakter mig…

Billedelogo

Hvordan opdrager jeg mit barn uden trusler og belønning?

Trusler… Belønning… Eller ??? Jeg tror vi er mange, forældre, der kender til følelsen af frustration, afmagt og irritation til op over begge øre, når vi gang på gang har bedt vores børn høre efter, hjælpe med…, rette ind og bare opføre sig ordentligt! Måske har flere af os hørt og selv sige, ”Hvis du ikke kommer nu, så kører jeg uden dig og så kan du sove i børnehaven” eller ”Hvis du ikke vil hjælpe mig med at dække bord, så tror jeg også jeg stopper med at vaske dit tøj”… En anden dag lyder det måske mere sådan her, ”Hvis du går med hunden, så lover jeg du får noget lækkert med i madpakken i morgen” eller ”Hvis du falder hurtigt i søvn i aften, så er der en overraskelse til dig i morgen”… Og måske hjælper det for en stund! Gad vide hvad vi lærer vores børn, ved på den måde at slynge om os med trusler og belønninger… Og hvad kan vi egentlig gøre i stedet??? Hvis du vil have konkret og specifik vejledning, kan du kontakte mig. Du kan også starte med at kigge nærmere under enkle fif og gode råd!

Senge- Putte- Sove-tid

Hvordan putter jeg bedst mit barn? Uanset om det er det helt lille barn, der sover flere gange om dagen, det lidt ældre der tager en lur i løbet af dagen eller barnet der blot skal puttes en gang ved aften tide, så er min oplevelse at vi, som forældre, ønsker at vores børn i ro og god tone finder roen og falder i søvn… I mange familier er det bare ikke altid sådan det falder ud! Der kan være stor forskel på, om det er mor eller far der putter, om det er mandag eller torsdag, om klokken er ”normal” sengetid eller tiden ”løb fra os” i dag og ikke mindst kan det også spille ind i hvilken grad vi, som forældre, har tid, overskud og tålmodighed. Op til sengetid, er der børn der mærker uro, ulyst til at skulle ”skilles” fra forældre, nogle bliver mørkeræd, andre bekymret for mareridt. Andre igen græder hjerteskærende, mens et andet barn måske bliver trist og siger det føler sig alene og anderledes… Gad vide hvad der ville ske, hvis vi, som forældre, begyndte at se på putningen som en slags (mini) ”afsked”. Hvis vi fik bygget nogle faste, genkendelige, kærlige og tydelige rutiner op omkring puttetid. Rutinerne ville jo godt kunne være (meget tæt på) ens, uanset hvornår på dagen det var og også selvom barnet skal puttes flere gange i løbet af dagen. Som forældre, kunne vi være forudsigelige og varsle sengetiden ”Om lidt (når klokken er) skal du ud og have børstet tænder (skiftet ble), bagefter er det ved at være sengetid”. Når tiden så oprinder, siges ”Nu er det sengetid. Først skal du have børstet tænder. Vil du selv gå, eller vil du ride på min ryg?” Altså er tandbørstning og puttetid ikke et valg, til diskussion eller forhandling, men det er ikke ens betydende med at barnet kan få enkle alderssvarende valg, som vil kunne give følelsen af at have medbestemmelse i eget liv. Når barnet så ligger i sin vugge/barnevogn/seng, kan vi, som forældre, kortfattet, med rolig stemme sætte positive ord på de oplevelser der har været siden barnet sidst sov. Dette vil kunne give barnet noget at smile af og mindes med glæde! Og så er det vigtigt at vi, som forældre, husker at det er helt okay at det tager 15-20 minutter at falde i søvn, så hvis barnet græder, kalder eller står op, så hjælper vi det nænsomt op i sengen og gentager (igen og igen)

”Du skal sove nu og jeg passer på dig. God nat og sov godt”.

Puttetid

Parforholdet…og naboens børn…

Parforholdet…Og naboens børn… Vi kender sikkert alle sammen ordsproget om at ”Græsset er grønnere, ovre hos naboen”. Og sådan kan det også godt se ud, især på afstand… Vi følger hinanden på afstand og mange af os har sikkert oplevet, tænkt og følt at, hos naboen er der bare altid mere ro på, også selvom de har gang i meget mere end os! Børnene er altid så høflige når de kommer over og leger, eller spørger om de må låne en dåse hakkede tomater. Gennem vinduet, kan det ses at der altid er så ordentlig, ryddet op og med levende lys. Hun smiler glad og oser af overskud, når vi mødes på vej ud af døren om morgenen og han går fløjtende rundt og ordner udenfor, både til hverdag og i weekenderne… Og gid de virkelig har det så godt, som det kan virke for naboen! Fra deres side af hækken, ser de måske ”naboen” som, virkelig formår at skabe ro omkring familien og hygger sig i sit eget og hinandens selskab, mens vi bliver nød til at være på farten, for at mærke ro… Og måske føler de sig heldige, fordi ovre hos ”naboen”, kan de altid sende børnene over og lege, der er nemlig ro på, og hvor er det beundringsværdigt, som de altid lige har ekstra mad, som vi kan låne når der ikke er styr på aftensmad og indkøb. Måske bliver der ryddet op i det ydre, i forsøget på at skabe mere ro indeni og tændt lys, i håb om at roen falder over os og med vished om at vinduerne vender lige ud mod vejen… Smilet om morgenen, kan (forhåbentligt) være ægte, men hvem ved egentlig hvad der er gået forud…??? Og mens han går rundt udenfor og ordner, kigger han måske over hækken og ser ”naboerne” gå udenfor, hele familien, og ordne, have bål og hjælpe hinanden… Ja hvis det er det vi vil, kan vi, som familie, godt få vores liv til at se ”rosenrødt” ud, vi kan også kigge over til naboen og ønske os noget andet end det vi har… Jeg tænker at faktum er, at græsset er grønnere, der hvor vi vander det! Pas godt på hinanden og kærligheden.

Er græsset grønnere

Om at kunne sige “pyt”!

Overbærenhed og at kunne tilgive, er i manges øjne positive egenskaber! Samtidig kender mange af os, måske, et eller flere børn som er ”gode til” at hænge fast og køre rundt i en eller anden hændelse, de har været ude for, måske i samspil med os forældre, de professionelle voksne eller en kammerat. På den ene side kan vi, som forældre, gå ind i konflikten, være undersøgende på hvad der skete, forsøge at se sagen fra flere sider og i sidste ende have brugt en del tid på at snakke om noget, vi egentlig ikke kan gøre noget ved… På den anden side, kan vi ”kaste” det bort, sige ”det er ikke noget at tale om” eller ”det er nok bare dig der misforstod noget”…  Vores børn erfarer og lærer at være i verden, ud fra den måde vi, som forældre, er i verden sammen med dem på. Gad vide om vores børn lærer overbærenhed og at kunne tilgive, hvis vi, som forældre, agerer som ovenfor??? Måske kunne vi sætte os for, i fremtiden, at lytte til barnets version, møde det (kort) i dets føleler, ”Puha det lyder ikke som om, det var særlig rart at være dig lige der”, for så at hjælpe dem med at lære at sige PYT! Gad vide hvad der ville ske, hvis du efter (kort) at have givet plads til følelserne sagde ”MEN, du klarede det! Jeg ved du er et stærkt barn og hvor er du dog bare særlig herlig. Må jeg ikke give dig et kæmpe knus og så kan vi sammen sige PYT til den sag?”…

Pyt