Emnet blev debatteret i Mads & Monopolet i lørdags (uge 4) og det er tydeligt at det er et emne der kan sætte gang i mange ting…

Det er min overbevisning at langt de fleste forældre ønsker at deres børn opfører sig på en måde, så andre synes de er velopdragne, høflige, behagelige at være i selskab med og attraktive venner til andres børn…
Er de fleste børn ikke også sådan, det meste af tiden?

Men måske har du prøvet at have besøg af nogle af dine venner og deres børn og pludselig gør deres børn noget, som overskrider dine grænser og værdier. Måske har du været sammen med dit barn (hentet det i institution, skole, fra fritidsaktiviteten eller lignende) og oplevet andre børn handle på en uforståelig måde. Måske har du oplevet andre børn have en krænkende adfærd eller måske har du prøvet at dit eget barn er kommet rustet hjem, fordi en anden forældre er ”kommet til” at opdrage, irettesætte eller skælde ud, på dit barn…

Erik Clausen ”sagde” i hans film ”Slip hestene løs” noget alla
”Det begyndte først at gå galt, da vi stoppede med at blande os i hinandens liv og færden…”
Et langt stykke hen af vejen, giver det rigtig god mening for mig!

Som voksne og forældre er vi rollemodeller, først og fremmest for vores egne, men også hinandens børn!

Så er der børn på besøg i dit hjem, ville jeg ønske at det var naturligt og legalt at irettesætte hinandens børn, i forhold til hvordan de skal opføre sig, når de er hos Jer. Når vi, som forældre, oplever børn i samspil med andre børn gøre noget uhensigtsmæssigt, ville jeg ønske at var naturligt at opsøge børnene og tale med dem om samværsnormer. Jeg ville ønske at vi, som voksne og forældre, formåede at tale ligeværdigt og i en ordentlig tone og uden at favorisere eget eller andre børn, men at vi gik til ”opgaven” som en sund voksen, der tager ansvaret som værende ”medforældre” alvorligt.

Når det så er sagt, er min erfaring at nogle børn kan komme til at føle sig overrumplet og skældt ud…
Det er ærgerligt, både for barn og forældre, der blandede sig…

Gad vide hvad der ville ske, hvis måden at blande sig på var, at vi, som medforældre, gik til barnets/børnenes egne forældre og talte med dem om vores oplevelse… Eller hvis vi gik til de voksne der er ansvarlige omkring børnene i de situationer, hvor vi oplever konflikter, udfordringer og måske uhensigtsmæssigt adfærd… Eller gad vide hvad der ville ske, hvis vi, som forældre, (af)talte med hinanden om ”I hvilken grad vi, når børnene er i en kontekst, (hjemme hos hinanden, når vi oplever dem i institution, skole eller til fritidsaktiviteter) ønsker at vi må opdrage, irettesætte og skælde hinandens børn ud?”