Senge- Putte- Sove-tid

Hvordan putter jeg bedst mit barn? Uanset om det er det helt lille barn, der sover flere gange om dagen, det lidt ældre der tager en lur i løbet af dagen eller barnet der blot skal puttes en gang ved aften tide, så er min oplevelse at vi, som forældre, ønsker at vores børn i ro og god tone finder roen og falder i søvn… I mange familier er det bare ikke altid sådan det falder ud! Der kan være stor forskel på, om det er mor eller far der putter, om det er mandag eller torsdag, om klokken er ”normal” sengetid eller tiden ”løb fra os” i dag og ikke mindst kan det også spille ind i hvilken grad vi, som forældre, har tid, overskud og tålmodighed. Op til sengetid, er der børn der mærker uro, ulyst til at skulle ”skilles” fra forældre, nogle bliver mørkeræd, andre bekymret for mareridt. Andre igen græder hjerteskærende, mens et andet barn måske bliver trist og siger det føler sig alene og anderledes… Gad vide hvad der ville ske, hvis vi, som forældre, begyndte at se på putningen som en slags (mini) ”afsked”. Hvis vi fik bygget nogle faste, genkendelige, kærlige og tydelige rutiner op omkring puttetid. Rutinerne ville jo godt kunne være (meget tæt på) ens, uanset hvornår på dagen det var og også selvom barnet skal puttes flere gange i løbet af dagen. Som forældre, kunne vi være forudsigelige og varsle sengetiden ”Om lidt (når klokken er) skal du ud og have børstet tænder (skiftet ble), bagefter er det ved at være sengetid”. Når tiden så oprinder, siges ”Nu er det sengetid. Først skal du have børstet tænder. Vil du selv gå, eller vil du ride på min ryg?” Altså er tandbørstning og puttetid ikke et valg, til diskussion eller forhandling, men det er ikke ens betydende med at barnet kan få enkle alderssvarende valg, som vil kunne give følelsen af at have medbestemmelse i eget liv. Når barnet så ligger i sin vugge/barnevogn/seng, kan vi, som forældre, kortfattet, med rolig stemme sætte positive ord på de oplevelser der har været siden barnet sidst sov. Dette vil kunne give barnet noget at smile af og mindes med glæde! Og så er det vigtigt at vi, som forældre, husker at det er helt okay at det tager 15-20 minutter at falde i søvn, så hvis barnet græder, kalder eller står op, så hjælper vi det nænsomt op i sengen og gentager (igen og igen)

”Du skal sove nu og jeg passer på dig. God nat og sov godt”.

Puttetid

by Familielivet i fokus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *