En måned efter jeg fødte mit første barn, blev min far alvorligt syg. Vi vidste ikke om vi skulle miste ham og vi brugte mange timer på sygehuset. Så der stod jeg, nybagt mor, med alt hvad det indebærer af glæde og uvidenhed og samtidig i en situation hvor jeg var min fars “lille pige”, som bare havde rigtig meget brug for at han var lige der og så lå han i stedet der… Min far overlevede, godt nok var han nu en “ny” far, uden nyre!!! Min ældste var 13 år da han døde.
Da mit andet barn var tre måneder, blev både han og jeg pludselig alvorligt syge. Vi havde fået kighoste og kom på sygehuset og i isolation. Min førstefødte, som på det tidspunkt var godt 1½, måtte ikke besøge os. Så der lå jeg og havde det både fysisk og psykisk dårligt. Jeg var rigtig nervøs for min lille dreng, som fik ilt og var rigtig afkræftet, jeg følte mig afmægtig – jeg kunne jo ikke hjælpe ham med at få det bedre og samtidig var jeg ikke den nærværende mor, overfor min datter, som jeg gerne ville være… Vi kom begge over kighosten og min datter fik, om muligt, et endnu tættere bånd til sin far.
Ved anden scanning, under graviditeten med mit tredje barn, blev det opdaget at alt ikke var som det skulle være, så vi røg til ekstra undersøgelser rundt omkring i landet. Det viste sig, at det var noget med nyrerne… Jeg blev overvældet af bekymring (min far var dialysepatient, så jeg vidste hvor meget det kan gribe ind i et menneskes liv) og så længe barnet ikke var født, kunne vi ikke få vished om, hvor omsiggribende det var… Jeg græd meget, samtidig med at jeg (heldigvis) også formåede at glæde mig til at skulle være mor igen. Han blev født og lever i bedste velgående, med én nyre.
Kort fortalt; Jeg har, på egen krop, op til flere gange, mærket både sårbarhed, usikkerhed, bekymring, dårlig samvittighed og utilstrækkelighed. Jeg er dog, af personlighed, et menneske der fokuserer på det positive, det der virker og så tror jeg på det bedste og har tillid til andre og ikke mindst verden generelt!
Jeg er af den overbevisning, at det vi bliver udsat for i livet, skal vi lære noget af. Samtidig er jeg bevidst om at vi, som mennesker, altid har et valg. Vi bestemmer, langt hen af vejen, selv om vi fokuserer på det positive eller det negative – Er glasset halvt fuldt eller halvt tomt.
Dette er dog ikke ensbetydende med, at vi altid selv magter og har redskaberne til at få, bevare og have det liv vi ønsker os. Jeg ved fra mig selv, hvor meget det betyder at have et sted at gå hen med sin sårbarhed, usikkerhed, frustration og alle de andre følelser der, uden varsel, følger med familielivet. Jeg ved også hvor meget mod det kræver at stå frem og fortælle om alle de (tabubelagte?) følelser. Jeg har ligeledes erfaret, at mange foretrækker at alle disse følelser, ikke nødvendigvis bliver delt med de nærmeste i familien og omgangskredsen, men hellere med en udenforstående.
Min oplevelse af, at møde den nødvendige omsorg fra andre, da jeg følte mig allermest sårbar, har sammen med min faglige viden og den erfaring jeg har, også fra mit virke som pædagog gennem mange år, bekræftede mig i, at mange forældre er sårbare og usikre.
Jeg vil ønske, for disse forældre og ikke mindst deres børn, at de, med familielivet i fokus finder mod til at benytte sig af professionel og kompetent vejledning!
Du/I er i hvert fald velkomne til at kontakte mig, så vil jeg på en nænsom, anerkendende og støttende måde vejlede til muligheden for et lysere og mindre konfliktfyldt familieliv
